Forside > Ressourcer > Web-kommentar > Antal sider på webben
Hvor mange sider er der på webben?

I min forrige kommentar konstaterede jeg, at knap 40 pct. af alle voksne danskere bruger nettet til at søge information.

Denne aktivitet er klart vigtigere for nettets udbredelse end homebanking og nummeroplysning. Begge disse kunne sagtens foregå med specifikke systemer uafhængigt af www.

Informationssøgningens omfang afhænger af

  • at brugerne er på nettet (og det har vi lige konstateret, at de er)
  • at informationerne er lagt ud
  • at informationerne er til at finde

Så nu ville jeg sige noget om, hvor mange sider der er lagt på nettet, og hvor hurtigt antallet vokser. Og det er godt nok sværere, end jeg troede. Jeg søgte selvfølgelig på nettet. Men fandt kun meget grove tal:

Totalt antal web sider i verden: I størrelsesordenen 1 milliard. Og det tal er typisk halvandet år gammelt. Tallet er nok 2 milliarder i dag. Det er i hvert fald det, som Google skriver, at de har indexeret.

Jeg kunne ikke finde nogen tal for antallet af danske sider. Men 5 millioner danskere udgør 1 pct. af 500 millioner mennesker i Vesteuropa og Nordamerika. Læg lidt til, fordi nettet er mere udbredt i Nordeuropa. Træk lidt fra, fordi nogle danskere skriver deres sider på engelsk, mens ingen udlændinge skriver på dansk. Så vil jeg anslå antallet af danske web sider til 20 millioner.

Det virker jo umiddelbart som et stort tal; men 4 sider per dansker er jo ingenting i forhold til de informationer, der faktisk findes.

Et andet tal der var til at finde er antallet af reserverede .dk domænenavne. Det snakker vi om i næste kommentar.

Grunden til at det er så svært at finde ordentlige tal er nok, at det kun er søgemaskinerne, der kender dem. Og her holder man åbenbart på oplysningerne af konkurrencehensyn. Hvis du kender bedre tal, så send mig en e-mail: metodica@post4.tele.dk

Andreas Munk-Madsen, 17. maj 2002 (opdateret 31. maj 2002)