Forside > Ressourcer > Web-kommentar > Web standard
Standarder og standarder

Tim Berners-Lee, manden der opfandt world wide web, har sagt

"Enhver der sætter en 'Denne side ses bedst med Browser X'-gif på en Webside må længes tilbage til de onde gamle dage, før Web'et, hvor chancen for at kunne læse et dokument skrevet på en anden type computer, et andet tekstbehandlingsprogram, eller et andet netværk var næsten nul."

Standardisering er til fordel for forbrugerne og de små producenter. Store producenter med et monopol vil søge at skabe deres egen standard for at mase de små ud af markedet. Så langt er billedet enkelt, alt er enten hvidt eller sort.

Men hvem laver standarderne? Hvilke interesser repræsenterer de? Og hvordan fornyr vi standarderne? Hvordan undgår vi, at standarder blokerer for udviklingen? Og hvordan sikrer vi os mod, at nogle ønsker nye standarder blot for at kunne opnå fordele på markedet?

Det klassiske svar er, at det må staten tage sig af. Men i praksis er det statlige bureaukrati så langsommeligt, at det er en sikker måde at bremse udviklingen på.

World Wide Web er et gigantisk skridt fremad i standardisering af IT. Og historien om www handler i høj grad om standardisering i praksis. Derfor er der god grund til at studere Tim Berners-Lee's "erindringer". Dem vender vi til bage til i de kommende kommentarer.

Andreas Munk-Madsen, 28. januar 2002