Forside > Ressourcer > Web-kommentar > Det er driftsfolkenes skyld!
"New Economy!?"

Hvordan det gik til, da denne kommentarserie midlertidigt blev afbrudt.

1. Pludselig (med 4 dages varsel) meddeler web-hotel leverandøren, at vores filer skal flyttes til en anden server. Der følger en indviklet forklaring om midlertidige overgangstilstande med dublerede filer m.v. Jeg beslutter at undlade enhver opdatering, til det hele er overstået

2. Et par dage efter den annoncerede flytning prøver jeg at opdatere websitet. Uden held.

Jeg ringer til hotline. Hører muzak i 10 minutter og snakker så med en flink supporter, der fortæller, at der nok går yderligere nogle dage.

3. Jeg lader gå et par dage. Og et par dage mere, da jeg har travlt med holde kurser.

4. Nyt forsøg på at opdatere. Men den nye server vil ikke snakke med min gamle FrontPage.

5. Nå, jeg har jo også længe planlagt at skifte til en ny GoLive. Nyt forsøg. Heureka! Siderne opdateres.

6. Men hov. Æ, ø og å ser rædderlige ud. GoLive håndterer konverteringen til HTML anderledes end FrontPage. Rode, rode, rode i manualen. Og prøve, prøve, prøve i menuerne.

7. Pyha. Nu virker det - vistnok. (7-9-13). Denne vidunderlige følelse af kontrol over verden, som teknikken giver os. Endelig er vi frigjort fra årtusinders uvidenhed og overtro.

Og hvad kan vi så lære af det?

1. Enhver teknisk ændring destabiliserer de omliggende systemer. Sådanne ændringer bør planlægges til rolige perioder, hvor det ikke er kritisk, at alt virker.

2. Men planlægning er umulig, når leverandøren praktiserer kort varsel og dårlig overholdelse af egne planer.

3. Prisen for web-services er for lav! For 4 år siden kostede det 7000 kr. Det løb ikke rundt, så vores oprindelige leverandør blev opkøbt af et multinationalt selskab, der allerede har tabt en halv milliard i Danmark. Nu giver vi 1000 kr om året for hotelplads! Jeg ville egentlig godt betale lidt mere, hvis jeg så fik lidt mere service. Det er tilsyneladende ikke en option i net-økonomien.

Andreas Munk-Madsen, 22. november 2001